Hjem

Tzaloniki Arabians

Konflikt Fri Træning

Velkommen til Tzaloniki Arabians.

 

Vi tilbyder træning, undervisning, bedækning,

samt kurser og foredrag, med demonstration.

Vi har mange års erfaring med håndtering af alle hestetyper.

 

Tzaloniki Arabians er naturskønt beliggende i midtjylland.

Alle vores heste går i flokke og løsdrift,

så de lever så naturligt som muligt.

Hver hest trænes individuelt, og alle heste håndteres dagligt.

 

Vi lægger stor vægt på korrekt fodring,

og største delen af fodringsrationen,

består af godt wrap, som suppleres med vitaminer og mineraler.

 

Alle heste har selvfølgelig pas, er vaccineret og passet med smed.

Er du interesseret i at høre mere, eller besøge os for at se hestene,

hører vi gerne fra dig.

 

Dette skrev avisen om vores ridelejr 2017.

 

Syv piger har tilmeldt sig årets ridelejr på Skjern Hovedgaard. To drenge er med på prøve.

 

Skjern: - Det der er vores hest, siger Tobias Smits og peger mod engen, hvor Casino går og nipper græs i solskinnet.

 

Sammen med sin lillebror, seksårige Nikolaj, er Tobias, som snart fylder ni, på ridelejr på Skjern Hovedgaard. Syv piger i alderen seks til 14 år er tilmeldt lejren, og de to drenge er lidt med "på prøve", så de kan se, om det er noget for dem.

 

- Vi synes, det er sjovt. Vi kan godt lide hestene, og vi har selv to derhjemme, fortæller Tobias, da brødrene holder pause efter formiddagens aktiviteter.

 

Han ved godt, at det med ridelejr måske mest er noget, der tiltrækker piger.

 

- Jo, det er det måske lidt... men min bedste ven hedder Sebastian, og han er god til at ride. Og det gør ikke noget, at vi er de eneste drenge. Det er bare sjovt at være her.

 

Ridelejren er arrangeret af Sarah Lykke Petersen i samarbejde med stedets ejer, Helle Carstensen, som står for indkvartering og forplejning.

 

- Vi skal altså ikke sove her, det er kun pigerne. Men vi får mad, som Helle laver, forklarer Tobias, som bliver lidt sulten ved tanken.

 

- Der er snart mad, håber jeg.

 

En anderledes tilgang

På ridebanen arbejder Sarah Lykke Petersen med et par af pigerne.

 

- Sådan, det er meget, meget bedre. Godt, Olivia, lyder det opmuntrende.

 

- Super fint, Amanda. Det ser meget bedre ud.

 

Det er andet år, Sarah Lykke Petersen arrangerer ridelejr på Skjern Hovedgaard. Hun driver Tzaloniki Arabians ved Ulstrup og tilbyder blandt andet en særlig form for - konflikt fri - træning.

 

- Jeg vil gerne lære dem en anden tilgang til hesten end den traditionelle - en anden måde at løse problemer på, fortæller Sarah Lykke Petersen og tilføjer, at det blandt andet handler om at rose positiv adfærd og ignorere negativ adfærd samt at arbejde ud fra gensidig tillid mellem hest og rytter.

 

Og det har allerede givet resultater.

 

- En af pigerne kom med en pony, de havde opgivet at tilride. Jeg har trænet dem to gange, og i dag kom hun selv op at sidde på den - hun var en meget glad pige.

 

Veninderne Olivia Givard Christensen og Johanne Kristiansen, begge 13 år, kan også godt mærke, at tilgangen er lidt anderledes.

 

- Det er mere alternativt. Sarah tænker meget på hesten, på hvordan hesten har det, og om den har ondt, forklarer de.

 

 

Sjovt og hyggeligt

Johanne har kun haft Memphis i to-tre måneder, så det er første gang, de er på ridelejr.

 

- Hun er vant til ret korte tøjler, men jeg har lært at give hende noget mere, og det har faktisk hjulpet, fortæller Johanne og demonstrerer, at hun også har lært en teknik, der kan få Memphis til at træde op på et lavt podie.

 

Olivia, hvis hest lyder navnet Fenja, er også godt tilfreds med den første dag.

 

- Det er sjovt, og det er rigtig god træning for hende. Hun er en unghest, og det er godt, at hun kommer ud og oplever noget.

 

De syv piger overnatter på gården og synes, det er rigtig hyggeligt at være sammen.

 

- Alle snakker med hinanden. Vi har jo den samme interesse, og man bliver hurtigt venner, siger Olivia og Johanne.

 

Brødrene Tobias og Nicolaj har fået lov til at nøjes med en enkelt dag på ridelejr, hvis de synes, det bliver for meget "heste og piger".

 

- Nej, vi skal med igen i morgen, fastslår Tobias, mens Nikolaj nikker.

 

- Det skal vi... med mindre vi bliver syge. Og det gør vi ikke.

 

STUTTERI EJER:

 

Sarah Lykke Petersen, født 1977.

 

Jeg har altid været glad for dyr, specielt heste. Jeg begyndte at gå til ridning

i 1 klasse.

Efter endt skolegang med fritidsjob som hestepasser, underviser mm,

købte jeg min første hest Enzo Prelute ox, han fulgte mig på mine første jobs,

bla. hos hestedyrlæge på mols, og ridecenter i Silkeborg.

 

Jeg har undervist på forskellige ridecentre, både elevhold og privat.

Jeg deltager ind i mellem på forskellige kurser, for altid at følge udviklingen

i hestetræning mm.

 

Jeg har selv redet konkurrencer i både dressur/spring, samt en del jagter,

men er blevet mere begejstret over træningen af hestene, og specielt

problemheste har min interesse.

 

Mit hjerte brænder for at hjælpe/træne mishandlede og misforståede heste,

og jeg er derfor ved at være oppe på 11 heste, her på gården, og det er hvad

der er tid, plads og råd til, når det bare er en hobby!

 

Til daglig arbejder jeg hos en dyrlæge, og elsker mit job, så desværre

er hestene kun en hobby, som jeg drømmer om en dag at kunne gøre

til min levevej!